Dag 2

Kære Dagbog –

I dag lykkedes det mig at fare vild i den nærliggende region af Palermo. Til trods for instrukser om, hvilken bus jeg skulle entre for at komme tilbage, lykkedes det mig alligevel at komme grundigt på afveje. Hvilket ikke er noget stort mysterium, når man befinder sig på Sicilien. Der er ikke særligt mange engelsktalende her på øen… og hvis der findes nogen, vi de have penge for det! Den befolkning kunne altså godt trænge til en skolereform ( altså ikke af Bertel Haarders slags). Men seriøst; hvis de vil være med i EU og den monetære union, må de altså også yde lidt. Kan I så få lært noget engelsk - sår´n nogle skide øboere!

Udover det blev jeg reddet af en sød ung kvinde i en neglesalon! (Ja, det var nu ikke derfor jeg gik derind), men nogen skulle jo hjælpe mig. Heldigvis havde hun studeret i USA, så kommunikationen fejlede ikke noget. Hun ringede til min vært og forklarede situationen, I mellemtiden fik jeg både smigret hendes mor, som var en yderst attraktiv blondine! Og datterens 3 årige barn – det kostede dog kun en grissini med sesam.

Hvorefter den dejlige unge kvinde kører mig til mit logi og siger: ”Hvis du har brug for et lift en anden gang, ved du hvor jeg er”. Det kan jeg da love for, at jeg ikke glemmer.

Vel hjemme på tagterrassen igen, kan jeg se over på et bjerglignende landskab, som kunne mistænkes for at være Mt. Etna – men jeg kan jo ikke være sikker. Den sicilianske mafia har det med at flytte rundt på tingene – så det kan jo også bare være en ligegyldig bjergknold! Jeg har aldrig været god til geografi…

Aftentemperaturen ligger omkring 30 grader celcius. Det varer nok et par dage før jeg bliver akklimatiseret. Kort sagt, jeg sveder tran. Godt, så kan man få alle de danske giftstoffer ud af kroppen.

Udover det, kan jeg fortælle, at min vært Federico er et totalt godt skår. Desværre er han kun 21 år, så der bliver ikke noget pilleri der (darn). I øvrigt bor hans mama også i det samme hus. Heh…

Vi snakkes i morgen.

 

dag 4

Dav igen -

Efter en forholdsvis lavpandet dag i går, hvor jeg dels kradsede i mine myggestik og opdagede miraklet ved en AirCon, tog jeg kampen op igen. Min meget lækre "landlord" anskaffede en dræbermaskine mod myg. Det er en elektrisk dims, man sætter en neutralt duftende plade i og sætter i en stikkontakt. Det er sikkert lige så giftigt for mig som for myggene, men i det mindste DØR de! Hæhæ.

I dag  har jeg på egen hånd frekventeret det sydlige Palermo. Via bus både ud og hjem. Og jeg for ikke vild...yay Cool

Jeg må rose sicilianerne for deres grænseløse gæstfrihed og hjælpsomhed. Begynder at forstå, hvordan det føles som immigrant, når man kun forstår brøkdele af sproget.

I dag spiste jeg frokost på et lettere ydmygt sted. Efterfølgende tog ejeren min hånd og takkede mig, fordi jeg havde valgt netop hans sted. Og jeg blev flov, fodi jeg rent faktisk kun havde brugt 4 euro og blev behandlet som en millionær.

Det eneste, der knirker lidt er buschaufførerne. De er utroligt uhøviske - ja, jeg vil næsten påstå, at de er lige så lidt engagerede som danske buschauffører. Og så er der jo lige det med de lidt fyldige kvinder, som har kraftige, skingre stemmer. Undgå dem for alt i verden! Og hvis damen ved siden af dig begynder med Ave Maria og rosenkransen? Så er det tid til enten at finde en anden plads eller simpelthen stå af bussen.

I morgen står den på skrivning, hvile, kaffe, skrivning og måske et glimt af bar mave - ikke min!

 

Dag 6

Så  slog den sicilianske mafia til igen! Efter en ganske fornøjelig og larmende tur på gademarked (og jeg havde endda ikke mine høreapparater på) viste det sig at være plat umuligt at finde den rigtige bus til mit "Hjem"...

Først røg jeg på en bus, som kørte mig hele vejen ud til havet. Og det var jo ikke helt ringe. Dog havde jeg hverken badebukser eller håndklæde med mig, så jeg nøjedes med en kigger og en dyb indånding af den salte luft. Kender ikke italienernes holdning til nøgenbadning, men jeg enedes med Rene og mig om, at det nok ville være lidt for eksotisk!

Skyndsomt tog jeg bussen igen og havnede i den samme rundkørsel, som jeg startede turen fra.

Ny bus - efter lidt! ventetid viser sig at være en nitte. Undervejs bliver bussen omdirigeret pga. uheld på motorvejen og jeg havner i den samme rundkørsel igen?

Og her er det jeg må spørge: Hvad kan man så lære af det? 

3 x tålmodighed! På nippet til at opgive og lægge mig ned på en græsplæne for at tude, så det blødte lyserødt ud af ørerne, tog jeg mig grundigt sammen og fandt en høflig bar med iskolde øl. Det hjalp...

Senere spurgte jeg barejeren om han kunne dirigere mig til den rigtige bus. Hvorpå han rev sedlen med adressen ud af hånden og PRONTO! ringede han til min "Mama", som hentede mig efter 10 minutter. Spørg lige om jeg havde røde ører? En 57-årig mand som ikke kan finde vej på egen hånd...pinligtVinker

Undskyldninger var ikke nødvendige - hun er bare så sød! Og da jeg endelig når målet, mødes jeg af min vært (ham den lækre 21-årige) som siger: "Hvorfor tror du jeg aldrig kører med bussen?"

Egentlig må jeg indrømme, at det måske havde været nemmere at blive i min hule. Men jeg skal jo også lære noget hernede.

 

Dag 10

Jeg har totalt mistet min tidsfornemmelse. Dog forekommer det mig, at det er hensigten med at holde ferie.

Undervejs har jeg gjort store erfaringer. Udtrykket "italienske sokker" giver fuld mening hernede. Der er absolut ingen grund til at iføre sig andet end bare tæer i skoene. Til gengæld kan man så få lov til sejle rundt i sin egen fodsved.

Deraf flip-flappere, flip-flops eller hvad de nu kaldes. De er en lise for fødderne. Undtagen for mig, som har sarte skandinaviske tæer. De giver gnavesår! Men det er nok bare et spørgsmål om tilvænning.. Ligesom med kropstemperaturen. Generelt sveder jeg mere end "de indfødte". Jeg har  lært at man ikke skal bevæge sig for hurtigt. Hvilket passer rigtig godt til det generelle tempo hernede.

På Sicilien bevæger man sig helst kun på hjul; biler, scootere og cykler, så allerede nu har jeg erhvervet det lidt tvivlsomme ry "den mærkelige dansker som foretrækker at gå". Det  kan godt lade sig gøre at bevæge sig til fods. Man skal dog unde sig selv et hvil og en rygepause (i skyggen) med jævne mellemrum!

Jeg bor skønt her i penthouse-værelset. Familien accepterer til fulde, at jeg skal have fred til at skrive. Dog er husets "Mama" lidt bekymret for min indtagelse af føde, så hver gang vi møder hinanden, spørger hun om jeg vil have en tallerken pasta? Jeg plejer altid at smile pænt til hende og sige "måske senere".

For sandheden er at min inspiration flyder lettere, når jeg er ude på egen hånd og kan opleve byen omkring mig. Som den lille sortkrøllede pige (ca. 18 måneder) jeg mødte på et pizzeria. Vi sad 2 meter fra hinanden og vinkede sammen i en times tid. Det var herligt Cool Senere så jeg George Michael gå lige forbi mig. Han var godt nok blevet lidt større end jeg husker ham...det var et voldsomt godt stykke mandfolk, der defilerede forbi. Han gav mig lige elevator-blikket og et stort smil. Suk!

Jeg har også løst busmysteriet. Fundet den rigtige linie for at komme til centrum af Palermo. Busserne kører, som det passer chaufførerne. Billetter? Glem alt om det. Hvis du ikke har aftalte penge, får du en skideballe! Og jeg magter ikke endnu en gang at forklare, hvorfor jeg ikke har købt en billet på forhånd - det kan man bare ikke når man står på en omkørselsvej ude i periferien af byen?

Så jeg gratister i stor stil. Jeg er ikke stolt af det. Det må bare være sådan...

Husets eneste "blandingshund" og ret beskyttende,(der er 5 andre,racehunde!) har lige fået en hvalp... har jeg besejret i stor stil. Hun bjæffer kun én gang, når jeg kommer ned for at lave min morgen-espresso. Så får vi lige en samtale og jeg får lov at kigge til det lille afkom.

Det eneste, der kan virke lidt intimiderende, er at min vært sidder i dagligstuen og studerer (iført underbukser og intet andet). Og bevar mig vel, det er da ikke fordi jeg kigger med vilje, men jeg kan ikke undgå at bemærke, at han er "well hung". Og han trykker mig hjerteligt i hånden og siger: "Good morning, Erik".